4. Bivirkninger
Dette lægemiddel kan som al anden medicin give bivirkninger, men ikke alle får bivirkninger.
Bivirkningerne afhænger af dosis og behandlingens varighed. De fleste bivirkninger forsvinder, når behandlingen ophører og bliver sædvanligvis mindre udtalte, hvis dosis bliver mindre.
Ring 112 eller søg omgående læge ved tegn på alvorlige bivirkninger.
Meget almindelige bivirkninger (forekommer hos flere end 1 ud af 10 behandlede):
Alvorlige: Forhøjet tryk i øjnene, som kan give hovedpine, kvalme og regnbuesyn, lungebyld hos personer med lungekræft, væksthæmning hos børn. Efter længerevarende behandling øges risikoen for knoglebrud pga. knogleskørhed med symptomer såsom rygsmerte, nedsat bevægelighed og akut smerte.
Ikke alvorlige: Øget risiko for infektioner, sløring eller forværring af eksisterende infektionssygdomme, tegn på nedsat binyrebarkfunktion (hovedpine, kvalme, svimmelhed, anoreksi, svaghed, følelsesmæssige forandringer, apati, uhensigtsmæssige reaktioner på stress), knogleskørhed ved længerevarende behandling (kan blive alvorlig), muskelsvaghed (ved høje doser), grå stær (uklart syn) ved længerevarende behandling, sukkersyge, øget sukkerindhold i blodet (hos personer med sukkersyge), nedsat vækst hos børn.
Almindelige bivirkninger (forekommer hos 1 - 10 ud af 100 behandlede):
Alvorlige: Forværring af eksisterende nedsat hjertefunktion, psykose, øget risiko for tuberkulose.
Ikke alvorlige: Påvirkninger i huden i form af røde streger, pletter, karsprængninger, sår, udslæt på kroppen og i ansigtet, Cushings syndrom (måneansigt og øget fedtmængde på kroppen), for lavt kalium i blodet, som viser sig ved svaghed, nedsat muskelkraft og forstyrrelser i hjerterytmen (kan blive alvorligt), manglende menstruation hos fertile kvinder, nedsat udskillelse af salt og væskeophobning i kroppen, opstemthed, depression, forhøjet blodtryk, forværrede symptomer ved tarmbetændelse, øget svedtendens, natlig vandladning, nedsat sårheling, trøske, mund- eller hudsvamp, vægtøgning, øget appetit.
Ikke almindelige bivirkninger (forekommer hos 1 - 10 ud af 1.000 behandlede):
Alvorlige: Mavesår og blødning fra mave-tarmkanalen eller hul på tarmen, forandring af knoglemassen, åndedrætsbesvær på grund af svækket åndedrætsmuskulatur, Tørst, træthed, øget vandladning pga. sukkersyge. Øget sukker (glukose) i blodet (både hos diabetikere og ikke-diabetikere), muskelsvaghed med påvirkning af åndedrætsmusklerne, Mørkerød urin, kraftige mavesmerter, psykiske forstyrrelser som f.eks. angst.
Ikke alvorlige: Allergiske reaktioner, sukkersyge (lave doser), søvnløshed, humørsvingninger, ændringer i personlighed, mani, hallucinationer, urinsten.
Sjældne bivirkninger (forekommer hos 1 - 10 ud af 10.000 behandlede):
Alvorlige: Øget risiko for blodpropper.
Ikke alvorlige: Hukommelsessvigt, dannelse af fedtvæv i rygsøjlen, forstyrrelser i stofskiftet, grøn stær efter længerevarende behandling, nedsat reaktion på hudtest, sprængte sener.
Meget sjældne bivirkninger (forekommer hos færre end 1 ud af 10.000 behandlede):
Alvorlige: For højt blodsukker med sløret bevidsthed eller bevidstløshed, anfald hos personer med ikke kendt epilepsi, forhøjet tryk i hjernen (især hos børn), sygdom i hjertemuskulaturen med åndenød, trykken for brystet og tendens til væske i kroppen, betændelse i bugspytkirtlen med voldsomme mavesmerter og feber efter længerevarende og højdosis behandling, alvorlig hudlidelse med blæreformet udslæt og betændelse i huden, især på hænder og fødder samt i og omkring munden ledsaget af feber (Stevens-Johnson syndrom), tumorlysesyndrom (ved kræftsygdom), reaktionsløs/stiv tilstand i kroppen (katatonisk stupor), Besvimelse med svag puls, bleghed, blåfarvning af læber og negle.
Ikke alvorlige: Øjenforandringer, betændelse i sener (akillessene og knæskal), udstående øjne (langvarig behandling), forhøjet produktion af biskjoldbruskkirtelhormoner (hyperparathyroidisme), anfald af porfyri (sjælden arvelig stofskiftesygdom), halsbrand og forværring af eksisterende mavesår.
Bivirkninger, hvor hyppigheden ikke er kendt
Alvorlige: Åndenød, angst, brystsmerter med udstråling til hals eller arme pga. blodprop i hjertet. Sklerodermisk nyrekrise hos patienter, som allerede lider af sklerodermi (en autoimmun sygdom). Tegn på sklerodermisk nyrekrise omfatter forhøjet blodtryk og nedsat urinproduktion.
Ikke alvorlige: Sløret syn.
Prednisolon kan herudover give bivirkninger, som du normalt ikke mærker noget til. Det drejer sig om ændringer i visse laboratorieprøver, f.eks. forandringer i mængden af hvide blodlegemer og blodplader, for lavt kalium i blodet og forhøjet kolesterol, triglycerid og lipoprotein. Det kan hos enkelte udvikle sig til en alvorlig bivirkning. Tal med lægen.
Indberetning af bivirkninger
Hvis du oplever bivirkninger, bør du tale med din læge, sygeplejerske eller apoteket. Dette gælder også mulige bivirkninger, som ikke er medtaget i denne indlægsseddel. Du eller dine pårørende kan også indberette bivirkninger direkte til:
Lægemiddelstyrelsen, Axel Heides Gade 1, DK-2300 København S,
Websted: www.meldenbivirkning.dk.
Ved at indrapportere bivirkninger kan du hjælpe med at fremskaffe mere information om sikkerheden af dette lægemiddel.